Speciale om virksomhedsblogging

I dag har jeg modtaget min forhåndsgodkendelse, så nu ved jeg, at specialet er bestået. Det regnede jeg da bestemt også med, men det er alligevel rart at have det på skrift!

Jeg er ikke den første, der har skrevet speciale om virksomhedsblogging – også kendt som corporate blogging – men jeg vil bestemt heller ikke være den sidste. Det er jo et populært emne og relevant for mange virksomheder. Da jeg i sin tid skulle vælge et emne til specialet, vaklede jeg mellem organisationers sprogpolitikker og virksomhedsblogging. Uanset emne vidste jeg, at jeg ville lave et erhvervsspeciale, hvor jeg skrev for en virksomhed, og hvor specialet skulle munde ud i rådgivning til den pågældende virksomhed. Jeg fandt det tiltalende, at der rent faktisk var en virksomhed, som kunne få glæde af mit arbejde med specialet, og at det ikke bare ville ende på en støvet hylde på biblioteket for nordiske studier og sprogvidenskab.

Valget faldt på virksomhedsblogging, og jeg ville gerne undersøge, hvad der karakteriserer sproget i blogindlæg samt bloggenren. Jeg brugte ATP, hvor jeg har arbejdet som studentermedhjælper, som primær case, så derfor skulle specialet munde ud i sprog- og kommunikationsrådgivning til ATP. ATP blogger på Børsens VIP-blog, men ikke med den store succes, hvis man ser mange besvarelser på indlæg som et succeskriterium, hvilket jeg gjorde. Hvis en virksomhed vælger at blogge, må det være for at få en dialog i gang med interessenterne. Hvis virksomheden ikke ønsker dialogen, findes der andre kanaler, som er mere oplagte: pressemeddelelse, artikel til blad, nyhed på hjemmesiden osv. I min undersøgelse af, hvad der karakteriserer sproget i blogindlæg, var jeg derfor særligt interesseret i, hvilke virkemidler bloggerne benyttede sig af til at skabe debat.

Jeg arbejdede også med en sekundær case i specialet: Nykredit bloggen. Nykredits blog fungerede som benchmark og var et eksempel på en velfungerende blog, der formåede at skabe en dialog på bloggen til forskel fra ATP’s bloggere. Nogle af ATP’s blogindlæg havde skabt en dialog, men til forskel fra Nykredits bloggere, deltog ATP-bloggerne ikke i dialogen. Jeg lavede en komparativ kritisk diskursanalyse af udvalgte blogindlæg af ATP og Nykredit og supplerede med kvalitative interview og kvantitative spørgeskemaundersøgelser.

Dette er i korte træk en præsentation af mit speciale, som vil være udgangspunkt for en række blogindlæg, hvor jeg gerne vil diskutere nogle af de problemstillinger, jeg fandt frem til i specialet.

Tags:
 

1 kommentar til “Speciale om virksomhedsblogging”

  1. [...] Kommunikationsforum. Jeg blev for nogle uger siden kontaktet af Kforum, som gerne ville lægge mit speciale ud på deres site. Da specialet er klausuleret, tilbød jeg i stedet at skrive en artikel med [...]

Skriv en kommentar