Kommunikationsblog

Så kom den: dræbermailen! Mailen fra en virksomhed, hvor jeg har søgt job og gik videre til første og anden jobsamtale, og hvor de efter anden samtale skulle skære tre kandidater fra og tilbyde ansættelse til to kandidater. Jeg var desværre ikke én af de to, og det er selvfølgelig ærgerligt, for jeg synes, det lød som et rigtig spændende job. Jeg kan dog være stolt af at være blandt de sidste fem ud af over 200 ansøgere. Det ville næsten også være for godt til at være sandt, hvis jeg allerede nu – blot to uger efter specialeaflevering – skulle få et job; især i disse krisetider, hvor jobbene ikke hænger på træerne.

Nu er planen at søge både opfordret og uopfordret. Jeg har skrevet til kommunikationschefen i den virksomhed, hvor jeg søgte job for at høre, om jeg kunne få feedback på samtalerne, så jeg kan arbejde med mine dårlige sider. Samtidig er det også godt at få sat ord på, hvad jeg gjorde godt. Så jeg håber, at kommunikationschefen vil tage sig tid til at svare mig.

Jeg begyndte jobsøgningen ca. tre måneder før, specialet skulle afleveres, og jeg var også til en jobsamtale i en anden virksomhed for ca. to måneder siden. Her endte jeg dog med at sige, at jeg ikke var interesseret i jobbet, da arbejdsopgaverne var rent rutinearbejde, og der var ingen udfordringer. Jeg tror hurtigt, at jeg vil kede mig i et sådan job. Jeg har intet imod rutineopgaver, så længe der også er andre spændende og udfordrende opgaver. Rutinearbejde er jo uundgåeligt, og jeg vil også sætte pris på det i et job, hvor der er en vis variation i de øvrige arbejdsopgaver. Jeg tænkte dog efter samtalen, hvor kræsen man kan tillade sig at være i krisetider?