“Læs mere her” om det gode link

Forleden dag kom Louise og jeg til at diskutere, hvad der konstituerer det gode link. Det er denne diskussion, der vil danne baggrund for mit første indlæg her på bloggen.

Udgangspunktet for diskussionen var en mail fra ATP-forum (et digitalt pensionsunivers), som inviterer folk til ATP’s gratis pensionsmøder. Øverst i mailen ser man disse grå bokse, hvor interesserede har mulighed for at tilmelde sig samt stille spørgsmål om pension og investering til ATP:

Bokse-ATP-Forum

Louises erfaring lyder umiddelbart, at links som ”klik her” eller ”her” fungerer godt i e-mails, så modtageren ikke er i tvivl om, at der er tale om et link. Her fungerer ”klik her” eller ”her” som en god hjælp, der tydeliggør linket.

Som studerende på IT-Universitetet og som studentermedhjælper i Danske Bank, hvor optimering af links er en af mine hovedopgaver, var jeg meget overrasket. Denne måde at lave links på går fuldstændig mod alle regler for god og brugervenlig webkommunikation.

En undersøgelse om brugervenlighed på nettet fra TDC (september 2008) siger under overskriften Lav brugbare links:

Brug aldrig Klik her, her eller lignende som linknavn. Det er ikke interessant, at man kan “klikke her” – det er interessant, hvor man kommer hen, når man gør det. Undlad ordet ”her” i links, da det oftest er helt overflødigt. Skriv f.eks.: se opskriften. Ikke: se opskriften her.”

Nu handlede diskussionen om links i mails, så spørgsmålet er, om der ved mails gælder samme regler for brugervenlighed på nettet? – eller om mails er en genre, hvor brugervenlighed skal tænkes ind på en anden måde end fx hjemmesider?

Hvad synes du?