Interview med Toril Haraldsson – Director i OMD

Jeg har tidligere blogget om kommunikationsbranchens mange muligheder og lovede, at der i den forbindelse ville komme en ny interviewserie om forskellige typer job inden for kommunikation, marketing og media. Nu er det blevet tid til at indfri løftet med det første interview i serien, hvor Toril Haraldsson fortæller om sit spændende job som Director i OMD.

Om Toril Haraldsson

Toril (født 1968) er cand.merc. i corporate design fra CBS. Jeg har stiftet bekendtskab med Toril igennem mit nuværende arbejde, og hun er en ildsjæl, som virkelig brænder for sit arbejde. Hun er altid klar med et fyldestgørende svar på kundens spørgsmål og har om nogen sans for detaljen. Hun har tidligere været en dedikeret workaholic, men har ændret livsstil, efter hun fik en datter for cirka tre år siden. Hun elsker dog stadig sit arbejde, men stræber efter et mere balanceret forhold mellem arbejde og fritid. Hun har arbejdet i OMD, siden hun i 1995 blev færdiguddannet fra CBS.

Om OMD

OMD er et mediabureau, som så dagens lys i Danmark i 1992. OMD-netværket er repræsenteret ved 140 bureauer fordelt på 80 lande. OMD Denmark fungerer som sparringspartner på udvikling af kundernes overordnede kommunikations-, media- og forretningsstrategier. Al rådgivning tager som udgangspunkt afsæt i viden omkring reklamens effekt og målgruppernes adfærd. OMD har specialkompetencer inden for mediaoptimering, -indkøb og –forhandling. Disse operationelle kompetencer er suppleret af specialenheder med fokus på strategiske, analytiske og digitale kompetencer.

Annoncørerne kårede i januar 2010 OMD som Danmarks bedste mediabureau for 14. gang i træk.

Hvordan har vejen været til det job, du har nu som Director hos OMD?

Vejen har været spændende og udviklende, såvel fagligt som personligt. Jeg har været ansat hos OMD i snart 15 år. Kort efter endt uddannelse søgte og fik jeg drømmejobbet som mediaplanlægger. Efterfølgende blev jeg Account Manager, Media Director, Account Director og Director.

Hvad går dit job ud på?

Mit job er en sammensplejsning af mine tidligere opgaver på OMD og nogle nye ansvarsområder. Således trækkes der på min årelange erfaring samtidigt med, at mine ønsker om at prøve noget nyt bliver tilgodeset. Igennem mange år har jeg haft ledelsesmæssigt og økonomisk ansvar for en kundesektion bestående af mediaplanlæggere. En kundesektion beskæftiger sig primært med udarbejdelse af mediastrategier, mediaplanlægning og –forhandling. Dertil kommer opgaver som udarbejdelse af marketing- og kommunikationsstrategier samt projektledelse på tværs af de strategiske, analytiske og digitale kompetencer i huset.

Opgaver som disse varetager jeg fortsat; blot har jeg nu skiftet medarbejderansvaret ud med nogle andre ledelsesmæssige opgaver. Dels ønskede jeg nye udfordringer, dels ønskede jeg at omprioritere, da jeg fik min datter. Mine nye udfordringer består af opgaver og projekter for vores direktion. Selv om jeg ikke længere har medarbejderansvar, er jeg fortsat med i ledergruppen og refererer til vores administrerende direktør, der inddrager mig i spændende opgaver og projekter. Den sparring, vi har, giver mig også ny viden om virksomhedsledelse. Sidst men ikke mindst får jeg trænet mine kommunikationsevner, idet jeg er primær tovholder på og redigerer vores faglige publikation ”OMD Review” og fremover også ”OMD OnMedia”, der er et elektronisk nyhedsbrev.

Hvad er det bedste og det værste ved jobbet?

Det bedste er uden tvivl, at mit job er skræddersyet til mine evner samt den livsfase, jeg befinder mig i nu. Mit job er både dejligt alsidigt og udviklende. Det værste er svært at få øje på.

Hvad er de vigtigste kvalifikationer/kompetencer i dit job?

Faglig og personlig integritet. Serviceminded. Flair for tal og gode kommunikationsevner.

Når du ser tilbage på dit arbejdsliv, er der så noget, du ville gøre anderledes?

Jeg ville nok have gjort en aktiv indsats for at finde en mentor – altså en erfaren og kompetent person, der kunne have rådgivet og vejledt mig, sparret med mig og coachet mig undervejs. Heldigvis blev jeg i en tidlig alder optaget af at finde mine egne værdier og fik interesse for coaching, NLP og andre retninger inden for personlig udvikling.

Hvordan sørger du for at holde dig opdateret inden for dit fagfelt?

Jeg læser faglige artikler og analyser (mest på nettet) samt redigerer og skriver artikler, hvis fokus netop ér faglig indsigt og dybde. Via mit arbejde har jeg adgang til et væld af marketing- og researchbaser samt trendanalyser om digital markedsføring og media (f.eks. Forrester, eMarketer, WARC, Euromonitor, nVision, Technographics, Comscore, Trendwatching og Contagious). Jeg lærer også meget af vores kompetenceafdelinger, der altid er på forkant med udviklingen. Seneste eksempel er vores SEO-afdeling, hvor jeg er totalt duperet over deres viden og lytter med stive ører hver gang, de taler.

Hvilke råd vil du give kommunikationsuddannede, der ønsker at gøre karriere?

For mit eget vedkommende har det altid været og er fortsat begejstringen, der driver værket. Mit råd til alle vil derfor være at finde ind til de værdier, der driver én. Når man lever i overensstemmelse med sine værdier, kan man udrette langt mere, end man tror. Prioritér derfor personlig selvudvikling. Derudover tror jeg på, at det er vigtigt at behandle alle mennesker ordentligt. Sidst men ikke mindst vil det være mit råd altid at gøre en ekstra indsats og bestræbe sig på at blive bedre. Middelmådighed fører ingen vegne.

Hvad er det bedste karriereråd, du selv har fået?

Det er helt klart et råd, jeg fik, om at blive på OMD, da jeg engang fik tilbudt et andet super spændende job. Mit dilemma var bl.a., om jeg skulle lytte til tunger, der talte for, at man bør have et varieret udbud af job på sit CV. Heldigvis valgte jeg at blive. Jeg har altid været 100 procent loyal over for OMD og vice versa. Tilliden udmønter sig bl.a. i form af et udviklende job, og derfor føler jeg selv, at jeg har haft mange forskellige job, selv om jeg har arbejdet i den samme virksomhed i så mange år. Det hænger naturligvis også sammen med, at OMD er en ekstremt dynamisk virksomhed, som hele tiden tilpasser sig markedets udfordringer på en proaktiv måde.

Hvilke mål/drømme har du for dit fremtidige arbejdsliv?

Min drøm er at have et job, hvor jeg det meste af tiden føler, at jeg er i en sindstilstand af flow. På Wikipedia står det godt formuleret, hvad det handler om, jf.:

Flow is the mental state of operation in which the person is fully immersed in what he or she is doing by a feeling of energized focus, full involvement, and success in the process of the activity […. ] Flow is completely focused motivation. It is a single-minded immersion and represents perhaps the ultimate in harnessing the emotions in the service of performing and learning. In flow the emotions are not just contained and channeled, but positive, energized, and aligned with the task at hand. To be caught in the ennui of depression or the agitation of anxiety is to be barred from flow. The hallmark of flow is a feeling of spontaneous joy, even rapture, while performing a task.

Interviewstafet

Som noget nyt får interviewpersonen lov til at vælge, hvem der skal være den næste, vi interviewer til bloggen. Torils valg faldt på Anita Nordhild Olsen, som er Marketing Communications Director for Norden og Baltikum hos Schneider Electric. Vi glæder os til at høre mere om hendes job i vores næste interview.

Tags:
 

Fra dræbermail til drømmejob

Jeg har tidligere skrevet om min jobsøgning som nyuddannet. Det har været en periode, der har budt på op- og nedture fra dræbermails til en tidsbegrænset stilling som kommunikationskonsulent i ATP. Nu er den tidsbegrænsede stilling blevet til en fastansættelse, og jeg kan ikke få armene ned. Jeg er blevet ansat som projektleder i marketingafdelingen i ATP, hvor jeg får ansvaret for vores dialogsite/loyalitetsprogram, ATP-forum, hvor kommunikationen til privatkunderne foregår. Desuden har jeg fået ansvaret for ATP’s servicemails/nyhedsbreve til virksomhedskunderne og får herudover æren af at arbejde med pensionsmøderne igen til næste år.

ATP-forum er klart den største af arbejdsopgaverne, og jeg glæder mig som et lille barn til at få lov til at “lege” med sitet og videreudvikle det – både hvad angår design og indhold. Nogle af mine arbejdsopgaver vil ligge i forlængelse af mit speciale, så jeg ser frem til at få mere praktisk erfaring med sociale medier. Erfaringer, som jeg håber, jeg kan dele ud af her på bloggen til inspiration for andre.

Tags:
 

Kommunikationsbranchens mange muligheder

Det bedste ved at være kommunikationsuddannet er, at der er så mange forskellige veje, man kan vælge at gå – når man altså har fået foden indenfor. Det er som et stort tagselvbord, hvor du kan lade webformidling udgøre menuen og krydre med lidt tekstproduktion, nyhedsbreve og måske onlinekampagner. Alt efter, hvad der smager dig bedst. Bliver du træt af webformidling, kan du skifte tallerknen ud med en god omgang strategisk planlægning, projektarbejde eller måske smager CSR bedre? Inden du får kvalme af alle disse metaforer, må jeg hellere være mere konkret. Der er mange muligheder i kommunikationsbranchen, og derfor har jeg besluttet at lave en ny interviewserie, hvor kommunikationsuddannede kan fortælle om, hvad de arbejder med. Jeg starter med mit eget job.

I december kom jeg tilbage til marketingafdelingen i ATP, hvor jeg tidligere havde haft et studiejob/barselsvikariat. Det er en tidsbegrænset projektstilling, der løber til den 31. marts, og projektet, jeg arbejder på, er ATP’s årlige pensionsmøder. Det lyder måske tørt og kedeligt, men det er faktisk en opgave, jeg elsker, fordi projektet forgrener sig i mange forskellige arbejdsopgaver. Lige fra koordinering med kongresstederne, annoncering, netværkskommunikation, webkommunikation, tekstproduktion – you name it. Der er mange ting, der skal på plads, inden ATP’s direktør Lars Rohde, fondsdirektør, Bjarne Graven Larsen, og vicedirektør, Henrik Gade Jepsen, drager mod vest til Aalborg, dernæst mod øst til København, vest igen til Århus og slutteligt mod syd til Odense. Her vil de fortælle om forskellige pensions- og investeringsemner. Pension er jo vigtigt, selvom der måske er mange år til pensionsalderen. Hvis vi gerne vil leve en god pensionisttilværelse, gælder det om at spare op og have styr på de forskellige typer af pensioner. Her er pensionsmøderne en god mulighed for at lære mere om pension og få gode råd med hjem. Samtidig kan man stille spørgsmål og debattere med ATP’s eksperter. Slut med den åbenlyse reklame og tilbage til arbejdsopgaverne.

Én af mine arbejdsopgaver – ansvaret for netværkskommunikation – er nok min mest omfattende opgave, og den jeg værdsætter højest. Det er nu også sjovt at lave plakater og foldere og skrive pjecer med gode råd osv., men det spændende ved netværkskommunikationen er kontakten til fagpressens medier, virksomheder, biblioteker og offentlige instanser, hvor det giver mening at få spredt budskabet om pensionsmøderne. Jeg har ikke arbejdet med netværkskommunikation før, og jeg er overrasket over, hvor imødekommende og hjælpsomme folk er, når jeg kontakter dem og fortæller om projektet. Der går hurtigt sport i at få afsat så mange foromtaler i relevante medier som muligt – lige fra notitser til mere dybdegående artikler. Det bliver spændende at se, hvilke tiltag forud for møderne der reelt giver tilmeldinger, men det ved vi først, når møderne er i hus, og evalueringerne er behandlet. Der er lidt under en måned til at første pensionsmøde finder sted, hvor jeg forhåbentlig kan sidde i en fyldt sal og styre powerpointpræsentationer. Inden da skal der netværkes til den store guldmedalje.

Har du et spændende kommunikationsjob, du gerne vil fortælle om, må du endelig kontakte mig på louise@loye.eu

Første del i interviewserien bliver med Toril Haraldsson, som er Director i mediabureauet OMD.

Tags:
 

Skriv din ansøgning i sneen

Måske har du engang pisset dit navn i sneen i fuldskab eller lagt krop til sneengle, men har du nogensinde skrevet en jobansøgning i sneen?

Det har Kent, og videoen ligger selvfølgelig på YouTube:

Blandt kommentarerne kan man spore en vis skepsis over for jobansøgningen. Er det nu en reel video, eller er det endnu et markedsføringsstunt? Historien skulle dog være god nok ifølge DR, der har interviewet Kent Riddersholm Nielsen, som står bag ansøgningen, og Ekstra Bladet kan endda fortælle, at Kent er gået videre til en jobsamtale. Jeg synes, det er en virkelig kreativ idé, og jeg håber, at han får tilbudt et job af reklamebureauet. Mon ikke, at Recommended synes, det er en dejligt befriende måde at modtage en ansøgning på frem for at skulle arbejde sig igennem bunken af ansøgninger?

Tags:
 

Jobsøgning sat på standby

Den bedste julegave, jeg har fået i år på forskud, er et midlertidigt job, som sætter min jobsøgning på standby. For et par uger siden modtog jeg et opkald fra min tidligere arbejdsgiver ATP, hvor jeg havde et studiejob frem til slutningen af april i år. De ville gerne tilbyde mig en tidsbegrænset stilling frem til 31. marts 2010, og der skulle ingen betænkningstid til; jeg sagde selvfølgelig ja med det samme. Mit 6-ugers kursus i webudvikling sluttede i fredags, og i morgen starter jeg i marketingafdelingen i ATP. Jeg føler mig utrolig priviligeret og heldig, for det er bestemt ikke nemt at få job i disse tider. I 18.30-nyhederne på DR1 hørte jeg i dag om 120.000 ledige, og i et indslag fortalte nyhedsværten om en tidligere leder med mange års erfaring, der havde valgt at arbejde gratis i tre måneder i en virksomhed i håbet om at få tilbudt en fastansættelse.

Jeg var netop begyndt at tænke i job med løntilskud, da ATP ringede mig op, så nu kan jeg udskyde jobsøgningen for en kort periode. Det er hårdt at være jobsøgende, og jobsøgningen kan virke utrolig demotiverende, når man modtager det ene afslag efter det andet på stillinger, som man ved, at man sagtens kunne bestride. Det hårdeste har dog været de afslag, der er fulgt efter første og anden jobsamtale i samme virksomhed, og hvor konkurrencefeltet var reduceret til tre kandidater til en stilling. I disse tilfælde tager man afslaget meget mere personligt, fordi man netop har siddet ansigt til ansigt med ansætterne, og man var så tæt på jobbet, at man kunne skimte kontrakten i det fjerne. I de tilfælde må man prøve at vende det til noget positivt og være glad for, at man overhovedet kom til jobsamtale og endda gik videre til anden samtale. Samtidig må man tænke på det som god træning i at gå til jobsamtaler. Alligevel er det en skuffende og tom oplevelse, hvor følelserne har været på rutsjebanetur, men sådan er spillet.

Nu vil jeg nyde de næste måneder med fuldtidsjob og suge al erfaringen til mig som en svamp. Jeg har i forvejen et godt kendskab til arbejdspladsen og arbejdsopgaverne, men alligevel er der en stor forskel på at have et studiejob og en fuldtidsstilling. Da jeg var studentermedhjælper, var mit primære fokus på studierne og senere på specialet, og jeg var kun 18 timer i ATP fordelt på to dage. Nu skal jobbet ikke længere dele opmærksomheden med studierne, og jeg slipper for afbræk i arbejdsopgaverne. Jeg glæder mig!

Tags:
 

Virksomhedsbesøg

I går var jeg på virksomhedsbesøg arrangeret af Dansk Magisterforening (DM). Vi var en lille blandet skare af nyuddannede og erfarne, der sammen med en konsulent fra DM besøgte Frederiksberg Rådhus, Fødevareministeriet og Kulturministeriet. Formålet var at få et indblik i organisationsstrukturen de tre steder, høre om jobmuligheder for medlemmerne af DM og få tips til jobsøgning og rekruttering. Der var to oplægsholdere ved hvert besøg, og én af dem var enten cand.mag. eller cand.scient. og repræsenterede på den måde medlemmerne af DM.

HR- og proceskonsulenterne på Frederiksberg Rådhus lagde især vægt på at fremstille rådhuset som en arbejdsplads med en nogenlunde flad struktur, hvor medbestemmelse og medansvar var nøgleordene. I rekrutteringsprocessen inddrager HR-afdelingen medarbejderne i den afdeling, som søger en ny medarbejder. Medarbejderne er både med til at læse de indkomne ansøgninger igennem og deltager også ved selve jobsamtalen. De har et vigtigt ord at skulle have sagt, om hvem der skal ansættes, selvom det er lederen, der i sidste ende har det afgørende ord, men lederen vælger jo ofte at følge flertallets stemme. Jeg synes, det er en god idé at inddrage medarbejderne i rekrutteringsprocessen, så de kan være med til at vælge en ny kollega, hvor kemien passer.

Turen gik herefter fra Frederiksberg til Slotsholmen, hvor Fødevarestyrelsen ligger. Her fik vi et indblik i en langt mere bureaukratisk opbygget organisation med et ministerium bestående af et departement, kontrolenheder samt styrelser/direktorater. Som DM’er kan man gå to veje, hvis man gerne vil arbejde i ministeriet: enten specialistvejen i institutionerne eller som turnusfuldmægtig. Jeg var positivt overrasket over turnusforløbet som fuldmægtig, hvor man inden for de første ti år kommer til at bestride tre forskellige stillinger i forskellige afdelinger. Vi fik desuden en introduktion til AC-hierarkiet, hvor man kan avancere fra enten turnusfuldmægtig eller AC-specialist til specialkonsulent, chefkonsulent, kontorchef og som toppen af kransekagen: departementschef. Vi sluttede besøget med at se ministergangen, men vi fik desværre ikke mulighed for at se ministerens kontor, da hun sad i møde.

Efter en hyggelig frokost gik turen til de smukke, gamle bygninger på Gammel Strand, hvor Kulturministeriet har sæde. Det var lidt af en overraskelse for nogle af DM-medlemmerne, at departementet i ministeriet løser administrationsopgaver og ikke diskuterer kultur dagen lang. Størstedelen af medarbejderne er da også djøfere, men den ene oplægsholder var uddannet cand.mag. i historie og havde desuden en ph.d., men da forskertrætheden ramte ham efter ph.d.en, fik han job på et arkiv, som senere førte ham ind i Kulturministeriet, hvor han nu arbejdede med finansloven. Lidt af et karriereskift må man sige! Det vigtigste råd, vi fik med fra ministeriet, var, at vores jobansøgninger skulle være motiverede. Det er ikke nok at skrive, at det kunne være spændende at arbejde i Kulturministeriet; vi skal også huske at begrunde, hvorfor vi gerne vil arbejde der. De kulturinteresserede cand.mag.ere konkluderede, at hvis de gerne ville arbejde i Kulturministeriet, skulle de nok gå efter en stilling i én af de underliggende institutioner frem for i selve departementet, da det ikke er her, at det kreative arbejde med kultur foregår.

DM arrangerer med jævne mellemrum virksomhedsbesøg, og de inddeler dem i besøg hos private og offentlige arbejdsgivere. Jeg håber, at der i nær fremtid bliver arrangeret virksomhedsbesøg hos nogle spændende private virksomheder.

Tags:
 

Er det dig, der skal have jobbet?

Fælles for deltagerne i arrangementet “Er det dig, der skal have jobbet?”, som fandt sted i Dansk Kommunikationsforening (DKF) i går, er, at vi alle kunne svare ja til spørgsmålet. Arrangementet fandt sted i DKF’s lokaler i Hellerup, og oplægsholderen var René la Cour Sell, direktør i Danmarks Naturfredningsforening og ekstern lektor på Erhvervsøkonomi og Kommunikation på RUC. Han delte ud af sin erfaring fra de mange forskellige stillinger, han har bestridt, og det var spændende at høre om, hvordan hans karriere havde formet sig, og hvilke veje han havde valgt at gå. Han leverede mange anekdoter – ikke helt uden humor – fra sin karriere, hvilket gjorde hans oplæg personligt og interessant at høre på.

Jobsøgning er fuldtidsarbejde. Det betyder ikke, at man skal bruge 37 timer om ugen på at skrive ansøgninger, for det er urealistisk. Arbejdet med at søge job inkluderer også, at man analyserer sine kvalifikationer og personlige egenskaber, tænker over, hvilke slags stillinger man gerne vil have, og så er networking vejen frem. René fortalte, at hele 75 % af alle stillinger bliver besat via netværk, kun 20 % via stillingsannoncer og 5 % via konsulenter. Det er derfor en god idé at dyrke sit netværk. Man kan starte med at udarbejde en foreløbig liste over sit netværk, der inkluderer forretningsforbindelser (kolleger, tidligere arbejdsgivere, leverandører, kunder, erfagrupper og faglige sammenslutninger), bekendte fra eksempelvis foreninger, sportsklubber, skoler/aftenskoler/kurser eller folk i ens privatliv (familien, venner, naboer). Han fortalte om en bekendt, som havde boet på samme vej som en direktør i en stor, international virksomhed. Hun havde snakket med direktøren gennem sin opvækst, og efter mange overvejelser valgte hun at trække på direktørens viden og erfaringer, da hun søgte job. Hun gik over til ham med sit CV og spurgte, om han havde forslag til forbedringer. Hun endte med at blive ansat i direktørens virksomhed, så med sådan en succeshistorie burde vi alle blive inspireret til at dyrke vores netværk noget mere.

Efter arrangementet var der selvfølgelig mulighed for at netværke med de andre deltagere. Jeg snakkede med nogle af deltagerne om, hvor grænseoverskridende det egentlig er at trække på sit netværk, når man søger job. Belemrer man sin tidligere chef, når man spørger om råd til en ansøgning, CV eller lignende? Vi blev dog enige om, at vi selv ville blive glade og måske ligefrem stolte, hvis én i vores netværk spurgte os om råd til jobsøgningen. Réne sagde da også under sit oplæg, at der jo aldrig var nogen, der sagde nej til at hjælpe dem, man kender.

Kender du én, eller har du selv fået job via netværk? I så fald må du meget gerne dele din historie med os andre!

Tags:
 

Tilbage på skolebænken

Jeg har kun været færdiguddannet i lidt over tre uger nu, og jeg må indrømme, at jeg allerede savner studielivet. Jeg glæder mig umådeligt meget til at få et job, så jeg kan tage hul på livet som fuldtidsarbejdende og vise, hvad jeg dur til. Når det lige er studielivet, jeg savner, må det være, fordi det er svært at slippe ens identitet som studerende. Nu har jeg jo været studerende det meste af mit liv, så det er en lidt tom fornemmelse at være færdiguddannet og uden job.

Glæden var derfor stor, da jeg opdagede, at der eksisterer noget, der kaldes for SVU – Statens Voksenuddannelsesstøtte. Bag dette sexede ord gemmer sig en økonomisk hjælp til dem, der ønsker at efter- eller videreuddanne sig. Jeg fandt nogle spændende kurser igennem Magistrenes A-kasse, som jeg er medlem af, så nu kan jeg forhåbentlig inden længe genoptage én af mine yndlingsbeskæftigelser: at studere! Kurset skulle gerne hjælpe mig hurtigere på vej mod det, jeg regner med vil blive en ny yndlingsbeskæftigelse: at arbejde fuldtid!

I dag aflagde jeg A-kassen et besøg med en tidligere studiekammerat, som jeg gerne vil på kursus med. Fordi vi er i vores 1. ledighedsperiode, som gælder de første ni måneder som nyuddannet, kan vi melde os til et kursus af 6 ugers varighed på fuld tid og få betalt op til 3.625 kr. for en uges fuldtidsundervisning (37 timer). Vi har fundet et kursus i webkommunikation, som jeg netop har meldt os til. Jeg håber, der er plads på holdet.

Vi har godt nok haft om webkommunikation på studiet, men det har været i formidlingsøjemed, hvor der ikke har været fokus på det tekniske. I mit speciale om corporate blogging, var det også formidlingsdelen, jeg interesserede mig for, men også usability og webmedierede genrer. Nu har jeg efterhånden læst en del stillingsannoncer igennem, og i de fleste stillinger inden for webkommunikation lægger virksomhederne vægt på, at man har erfaring med CMS-systemer og/eller Flash. Jeg har hørt fra flere, at det er virkelig nemt at lære CMS-systemer, men det er jo lidt svært at skrive i en ansøgning. Jeg kan dog skrive, at jeg er lærenem og villig til at lære. Når virksomhederne i disse tider kan vælge og vrage, vil de jo til enhver tid vælge dem, der har erfaring med CMS, Flash, Dreamweaver osv. Jeg har erfaring med at skrive til web fra min stilling i ATP, og nu håber jeg, at jeg inden længe også får erfaring med den tekniske del.

Tre fordele ved kurset:

  1. Jeg får muligheden for at lære en masse, som vil komme mig til gode i min videre jobsøgning, så jeg kan søge endnu bredere, end jeg gør nu.
  2. Jeg får nye kompetencer, som vil komme min fremtidige arbejdsplads til gode.
  3. Jeg kan til enhver tid stoppe kurset, hvis jeg skulle være så heldig at få tilbudt et job i kursusperioden.

Er der nogen, der har deltaget i et SVU-kursus, og som har lyst til at dele ud af sine erfaringer?

Tags: